Den næste Massaro Norma vin i glasset hos Houlberg er deres 2015 Valpolicella Ripasso Classico Superiore.
Den er som lillesøsteren lavet på et blend af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.
Druerne til Valpolicella Ripasso Classico Superiore er først gæret i rustfrie ståltanke i 10 dage, hvorefter de får en tur mere med kvaset fra Amarone produktionen. Og så har vinen efterfølgende lagret 12 måneder på slavonske egetræsfade.
Igen en vildt moden næse … totalt overmoden, men her på en lidt mere spændende måde. Imidlertid er der nok også nogle, som vil stå af og sige, at det bliver for overmodent. Det er blommer, figner, lidt rosiner, vilde skovjordbær, gamle kirsebær, gamle og våde fade, nogle søde krydderier og samlet set en lidt tung næse.
Smagen er her igen en tak lysere end duften … men igen med et modent udtryk. Syren er sådan set pænt frisk og skal så holde styr på den modne frugt og det bliver også en lille smule mere koncentreret end den foregående Valpolicella Classico. Det lykkes nogenlunde, selvom det aldrig bliver helt kompleks. Men en okay Ripasso.
Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.