Så er vi igen tilbage på adressen Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen hos Karl, Peter og Fritz May, som driver Weingut Karl May. Sidst smagte jeg deres almindelige Pinot Noir, men denne gang er vi rykket lidt frem i bussen med deres 2016 Osthofener Pinot Noir im Barrique gereift.
Denne Osthofener Pinot Noir er en af husets Ortsweine, som er lavet med 3 ugers maceration med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques. Der er lidt overraskende kun 0,5 gram restsukker pr. liter
Det er klart et niveau over Mays almindelige Pinot Noir, og her finder du den klassiske søde og animalske kostald, masser af fad, kanel, nelliker og ellers godt med krydderier. Der er en let, fint og stringent frugt, nærmest kirsebær og ribs i skøn forening, en smule mandler og hasselnødder, jod, træ, jern og mineraler.
Selvom vinen egentlig er dejlig transparent i glasset, så er vinen smagsmæssigt lidt mørkere i frugten, men har masser af den, det er kirsebær, jordbær og mirabeller, pænt med sødme og samtidig meget elegant, lidt tørhed og kanel. Smagen er samtidig lidt blomstret med fin lys og let strenghed. Houlberg bliver helt Spätburgunder glad og hoster op med 5 fingre med pil op.
Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 165 kr.