2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USA

2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USANavigation er læren om at finde vej over havet eller gennem luften, altså at fastslå hvor man befinder sig. I disse GPS tider, så bliver vi aldrig helt væk … men lad os teste denne Navigator Zinfandel of Lodi fra vinhuset Precision Wine og se, om de også er på rette kurs?

Precision Wine ligger i Napa. Vingården ejes og drives af vinmageren Trevor Sheehan, som nu i mere end 10 år har lavet spændende vine fra forskelligt terroir i Californien. Hans første vine var 8 fade med Chardonnay fra Beckstoffer Vineyard og Cabernet Sauvignon fra Howell Mountain.

I dag laver han ikoniske aka moderne vine med tjekkede etiketter under 6 brands med sjove navne som Gearbox, Navigator, Precision, Projection, Windstorm og Octopoda. I Navigator serien laves der en række vine på forskellige druesorter,

Han laver vinene efter hans eget hoved, men trækker også på hjælp fra hans to venner og vinmagere Neil Eenge og Henri Jayer. Druerne købes fra en række vinavlere rundt om i Californien.

Derudover driver Trevor Sheehan også restauranten The Corner Napa, som ligger midt i byen Napa nede ved floden Napa. Der kan man selvfølgelig købe et glas af alle vinene fra Precision Wine.

Her smager vi Trevors Navigator på ren Zinfandel, hvor druerne kommer fra marker i Lodi i San Joaquin amtet øst for San Francisco, netop central for produktionen af Zinfandel. Den lille by Lodi kaldes også hovedstaden for Zinfandel. Vinen er lavet klassisk og lagret 13 måneder på amerikanske egefade.

2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USA

Fint med skrald på … US big and bold. Der er pænt med egefade, masser af kanel, vanilje, mørk og frisk bærduft, blåbær, solbær, sorte kirsebær, bagepulver, et strejf af After Eight mintchokolade, fugtig kælder, en snert af lidt blyantstift og tør lakrids.

Der er – som måske også ventet af en US Zin – masser af sødme, mens frugten er lettere end forventet og egentlig meget frisk. Det er dog sødmen som navigerer, mens en pæn koncentration, en kompakt tæthed og den friske frugt forsøger at følge med den udstukne kurs. Dette vil være en vin, som mange vil elske … sød og stor og med tonsvis af frisk frugt, som giver lang eftersmag.

Houlbergs kompas viser 4,5 kursrigtige fingre med pil op.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men fra den 8. august og en måned frem er den på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7