2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, TysklandVi nupper lidt mer’ pfalzerwasser … endda boblende via denne lille, charmerende Crémant Brut fra Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach i Pfalz.

Jülgs Crémant Brut er lavet på Chardonnay og Weißburgunder med lige del druer fra husets vinmarker på både den franske og tyske side af grænsen.

Det er en Crémant, som er lavet på den traditionelle champagnemetode med andengæringen på flaske, men inden da er den er vinificeret delvist på egefade og i rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret 6 måneder sur lie.

Efter aftapning på flaske er vinen lagret 10 måneder med flaskegæring i kælderen inden degorgering. Den har 12% alkohol og 6 gram restsukker pr. liter … men nok snak, lad os smage den lille boblende sag.

Duftmæssigt er det abrikos, æblemose, nogle lækre ristede noter, men i det hele taget  godt pakket med eksotisk frugt og modne æbler, honning, blomster og en smule lemon.

Boblerne er ganske små, blide og venlige, forsigtige og perlende, mens smagen er elegant og frisk. Det er en meget cremet, blød og blid vin, som de fleste vil kunne li’ … og alle omkring bordet var glade for vinen. Der er lidt mineraler og salte i eftersmagen, men samlet et godt alternativ til et glas champagne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7