2007 Fasoli Gino, Pieve Vecchia Bianco, Veneto, Italien

2007 Fasoli Gino, Pieve Vecchia Bianco, Veneto, ItalienAzienda Agricola Fasoli Gino drives af Fasoli brødrene, som er 3. generation på vingården etableret i 1925. Fra de glade brødre smager vi en ældre sag … en 2007 Pieve Vecchia Bianco.

Vingården Fasoli Gino ligger i den lille landsby San Zeno di Colognola ai Colli drives nu af brødrene Amadio og Natalino Fasoli. Deres sønner – Mateo og Giordano – deltager også i driften som 4. generation. Navnet Gino stammer fra brødrenes far, som hed Gino Fasoli, som allerede i 1980 startede på en omlægning til økologisk drift af gårdens 14 hektar vinmarker.

Fasoli Gino er dermed en af hele Italiens ældste økologiske vingårde og blev allerede i 1990 certificeret ICEA. økologisk. Det er også i høj grad Amadio og Natalinos fortjeneste, for allerede i 1980’erne tog de til  Montpellier i Frankrig for at lære mere om økologisk drift.

På det tidspunkt kendte man ikke rigtigt til økologisk vindyrkning i Italien og naboerne rystede da også på hovedet og sagde til dem, at de satsede jo på fortiden og ikke fremtiden.

Familiens 14 hektar vinmarker er inddelt i 7 forskellige jordstykker med vidt forskellig undergrund, hvilket også har påvirket plantningen af vinstokkene.

Markarbejdet udføres omhyggeligt og der gødes alene komøg og der foretages grundig beskæring af vinrankerne, så udbyttet holdes så lavt som muligt, hvilket giver mere koncentrerede druer. Skadedyr og sygdomme holdes væk med naturlige midler.

Fasoli Gino producerer både hvide Soave vine, men også klassiske Valpolicella og Amarone rødvine, men her smager vi altså en Pieve Vecchia Bianco fra 2007 .. alene lavet på Garganega druer, som høstes af 3 omgange. Den første gang med unge, friske druer, derefter når druerne er perfekt modnede og så sidste gang, når druerne er let indtørrede og sukkerindholdet højt.

Druerne høstes manuelt og derefter presses druerne, hvorefter gæringen sker i Inox ståltanke. Efter endt fermentering overføres vinen til 500 liters tonneaux fade, hvor den lagrer 12-15 måneder sur lige. Derefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er der – trods den modne alder – ingen æteriske benzin eller oliedampe, men mere en fed, moden aroma, helt olieret med akaciehonning, nødder og sødme.

Vinen er smagsmæssigt meget stærk … og på mine noter har jeg også skrevet; stærk i alkoholen. Den er da også på hele 14,5% og det forklarer da lidt af mine noter. Dermed bliver vinen lidt kantet, krydret og stærk, så der er slet ikke så fin og balanceret smag, som jeg fandt i mange andre ældre Soave vine.

Forhandles af Høj Larsen Vinimport, hvor en flaske i nyere årgang koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7