2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, Italien

2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, ItalienMer’ Soavesaft … Nardellos Soave Classico Meridies, som jeg nu smager i to årgange. Jeg starter med at smage vinen i seneste årgang 2018.

Azienda Agricola Nardello ligger i udkanten af byen Monteforte d’Alpone og drives af Nardello familien, hvis historie kan spores helt tilbage til 1500-tallet. Og allerede i 1608 købte Leonado og Zuane Nardello vingården, som i dag fortsat danner rammen om vinhuset, der drives af Daniele og Federica Nardello. Det var dog deres oldefar Gaetano Maria Nardello, som først startede med at lave vin, men han blev efterfulgt af bedstefar Domenico Nordello.

Vinproduktionen ophørte dog i 1970’erne, da Daniele og Federicas far Gaetano overtog driften. Han solgte i stedet blot druerne til de store kooperativer, men det blev altså ændret sidst i 1990’ern efter Danieles uddannelse til ønolog fra universitetet i Milan i 1996.

Den første årgang blev fra år 2000 og siden har søskendeparret udvidet vingården og i 2010 bl.a. også renoveret den gamle bygning i Monteforte d’Alpone med en ny og moderne vinkælder.

Familien har samlet 14 hektar vinmarker, som primært ligger to steder, men begge i Soave Classico zonen, nemlig parceller på de to cru-marker Monte Zoppega og Monte Tondo.

Nardello laver i alt 6 forskellige vine, herunder altså denne Soave Classico Meridies, der er lavet på ren Garganega, som kommer fra Monte Zoppega marken. Vinen er lavet ved blid presning af druerne, kold udblødning og gæring i ståltanke.

Midt i gæringsprocessen er vinen hældt på barriques, hvor den gærer færdigt og derefter undergår en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen derefter 6-7 måneder i egefadene inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere spændende end forrige vin … mere dybde og syre, nødder, citrus, fersken, melon, tørrede abrikoser, estragon samt en lille buket blomster.

Smagen er sådan mere lige ud … ikke flad, for der er både syre, salt og lidt eksotisk frugt. Der er en lille smule sødme, godt med pærer, fersken og sammenlagt en ganske fin lille Soave vin.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7