2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, ItalienMed denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er vi nu ræsende tæt på Autodromo Enzo e Dino Ferrari i Imola by i Emilia-Romagna. Der finder vi nemlig Gruppo Morini, der både forhandler Toyota, Lexus, Nissan, Honda og et par mærker mere, men også driver Tenuta del Principe.

Den bil- og vinglade Morini koncern ejer faktisk to vingårde i området, nemlig Santerno og Tenuta del Principe, begge gamle, historiske gårde, der går tilbage til henholdsvis 1875 og 1863.

Derudover ejer de også Tenute d’Italia, som er grundlagt i 1942, har specialiseret sig i agronomisk, ønologisk rådgivning og i dag er strategisk partner for et stigende antal vingårde.

Det er svært at finde info om vingårdene, men det ser ud til, at Tenuta del Principe mest af alt er et negociantfirma, som opkøber druer i forskellige områder i Italien.

Der findes nemlig både Barolo fra Piemonte, Brunello fra Toscana og vine fra Emilia-Romagna under navnet Tenuta del Principe, så der er tale om en større producent.

Denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er lavet på 100% Sangiovese. Inden høsten går i gang, udvælger vinhusets ønologer de bedste af deres vinmarker, hvorfra druer til denne vin kan indgå. Efter høst sorteres druerne igen på vingården, hvor igen kun de bedste druer får lov til at blive en del af Sereso.

Gæringen sker i temperaturkontrolleret ståltanke efterfulgt af 3 måneders malolaktisk gæring. Til slut lagrer vinen 36 måneder i egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt – WAOW – sikke en mørk og sød næse, langt sødere end lige forventet af en ren Sangiovese vin. Det er sød tobak, kakao, mælkechokolade, engelsk lakrids, overmoden mørk frugt, gærede amaretto kirsebær, blommer, virkelig solmoden og har også en smule vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er vinen overraskende tør, masser af eg, masser af tanniner, lidt grannåle, blommer, sorte kirsebær, blæk, godt med peber, lidt stærk alkohol og samtidig også en del sødme, en smule mælkechokolade og direkte, streng frugtsyre. Det er klart en solvarm, maskulin, stærk og svulstig Sangiovese vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7