2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, Italien

2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, ItalienDenne bi-gule Soave Classico Vigneto Sengialta fra Balestri Valda var også en af de vine, som gjorde et godt indtryk på den houlbergske vinblogger.

Balestri Valda ligger en anelse nord for Soave by og drives af Rizzotto familien. Huset er grundlagt af Guido Rizzotto i 1990’eren, men det er datteren Laura Rizzotto, som i dag er vinmager og leder det lille familieforetagende. Hun elsker naturen, og værner om dens biodiversitet. Derfor har hun også sammen med broderen Federico blandet en stor frugthave med sjældne sorte.

Derudover har de to søskende også lavet en masser bistader, dels for at sikre stor frugtrigdom i både frugthave og vinmarkerne, men også bevare de sarte insekter, som ellers trues af brugen af pesticider.

Det betyder også, at der laves god honning på Balestri Valda … og selvfølgelig er etiketterne på husets vine inspireret af de små stikkende sataner. Faktisk kan man ikke på vingården få en smagning af vinene uden også, at skulle smage honning … og samtidig lære lidt om blomsterne og bierne.

Det var måske også derfor, at Laura Rizzotto – som I kan se på billedet nedenunder – fremstod en smule højgravid, da hun efter den officielle smagning af de 10 udvalgte Soave vine, kort skulle fortælle lidt om Balestri Valda og deres Soave Classico Vigneto Sengialta.

Samlet har Laura Rizzotto og familien 20 hektar vinmarker, som selvfølgelig drives fuldstændig økologisk … be it or not! Det giver – udover honningproduktionen – basis for 8 forskellige vine, og altså herunder også denne gule Soave Classico Vigneto Sengialta, hvor druerne kommer fra cru’en Sengialta, som ligger nord for Soave … faktisk næsten lige udenfor byen på vej mod Castelcerino.

Sengialta er samlet på 27,9 hektar og er også præget af den sorte, vulkanske, basaltiske jord. Sengia er faktisk det lokale ord for Soave områdets sorte jord. På Rizzottos parcel er vinstokkene 25-35 år gamle og høstudbyttet ligger på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, vinificeret i store 20 hektoliter egefade, som vinen også lagrer på omkring 6 måneder … frem til marts året efter høsten.

Næsen er lækker let og feminin … meget sart og frisk med pærer, fersken, gule æbler, mynte, havtorn, mandler, mineraler, kaprifolie og akaciehonning. I starten er vinen lidt forsigtig, men giv den luft, så åbner den sig mere op.

Smagen er spot-on Soave, svagt krydret og hvor er den blød, cremet og så behagelig. Der er lidt salte mineraler, et fint markant citrusbid samt lidt bitterhed i eftersmagen. Det er lidt støvet, tørt og let … meget lækker Soave vin uden vilde afstikkere.

Forhandles af Husted Vine, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7