Vi startede smagningen af de 3 Rocca Sveva vine i den blomsterende botanisk have, der ligger over vinhuset … men det dårlige vejr i forsommeren havde ikke været gavmilde mod blomsterne og en fortalte, at vinstokkene også modningsmæssigt var en måned bagud i forhold til sidste år. Mens vi stod og funderede over det, så smagte vi denne 2018 Rocca Sveva Soave Classico.
Vinen er lavet på 100% Garganega, som kommer fra udvalgte marker hos nogle af kooperativets medlemmer. Rocca Sveva Soave Classico er lavet i rustfrie ståltanke med forsigtig presning af druerne, hvorefter mosten hviler en periode inden gæring, mens den efterfølgende lagring sker 6 måneder i ståltankene.
Næsen byder dig på gule æbler, fersken, mandler … lidt støvet i udtrykket og har derudover lidt symaskineolie, frisk halm, nyvasket tøj og ganske let lidt hvide blomster.
Smagen har citron, fersken, melon … lidt til den flade side og syren er også en smule vag. Der er lidt bitter grape i eftersmagen, men ellers gør den ikke det store væsen af sig.
Jeg har ikke fundet en importør herhjemme, men på vingården koster vinen 7,90€ … svarende til 59 kr.