Fra det spanske vinhus Bodega Sierra Nortes 1564 serie af vine nupper vi sidste i rækken, en rødvin lavet udelukkende på Petit Verdot … lidt en usædvanlig vin fra Manuel Olma.
Druerne til vinen kommer fra La Cuesta marken, hvor vinstokkene – som med forrige vin – er omkring 22 år gamle. Efter høstes lægges druerne i blød inden gæringen sker i rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur og kontakt med skindet i hele processen. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på franske og amerikanske fade.
Duften byder til at starte med på masser af cigaræsker, cedertræ, blæk og lidt karamel … lidt en sjov blanding. Der er brombær og solbær, lidt saltlakrids og meget svag vanilje. Frugten virker frisk, men samlet er næsen også lidt tør med en smule tør, leret jord med en snert eukalyptus eller kaktuspiller.
Smagen er faktisk ganske god, lidt præg af eg, god syre – rustik bevares – men frugten er total frisk og vinen har masser af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Det er sjældent, at man smager ren Petit Verdot, men denne overrasker positivt. Den bider lidt af jeres gode vinblogger i slutfasen, men det er bestemt godkendt af sådan en spansk fætter. Vi rammer sådan lige mellem 3,5 og 4 fede fingre.
Kommer måske hos Winelovers.dk i 2020, men prisen kendes ikke.