La Società Agricola I Tirreni er en lille vingård beliggende i den lille søvnige by Bibbona omkring 5 kilometer nord for Bolgheri i det nordlige Maremma … og derfra smager vi én af husets 5 vine, nemlig denne Beccaia Bolgheri.
Vinhuset er forholdsvis nyt og etableret af de to vinmagere, agronomen Samuele Falciani og ønologen Tommaso Rindi. De har alene 6 hektar vinmarker, 4,5 hektar med røde druer og 1,5 hektar med hvide sorter.
I starten skete produktionen og lagringen af vinene sker hos en venlig bekendt i byen Donoratico længere vest på ude ved kysten, men i dag har huset nogle lokaler til produktionen i Castagneto Carducci lidt syd for Bolgheri by.
Det betyder også, at produktionen er forholdsvis beskeden med omkring 40.000 flasker årligt fordelt på 5 vine, hvor denne Beccaia Bolgheri altså er én af disse. Men de to initiativrige vinmagere regner dog med løbende at udvide produktionen.
Beccaia Bolgheri er lavet af 40% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 20% Cabernet Franc og 10% Petit Verdit fra deres mark omkring 1 kilometer fra kysten på nordøst- og sydvestlige vendte marker. Jordbunden er meget stenet og sandet her.
Vinen er vinificeret traditionelt i rustfrie ståltanke, men har gennemgået malolaktisk gæring i barriques og er fadlagret 8 måneder i franske egetræsfade. Den smukke fugl på etiketten er i øvrigt en Ghiandaia Marina … som på danske betyder en ellekrage, som ikke findes i Danmark, men i Sydeuropa.
Den flyvefærdige vin dufter også virkelig af Bolgheri med masser af mørk frugt, kraft og italiensk syre. Det er modnesolbær, brombær, tranebær, tobak, tør jord, læder, våde fade, dyb og kølig kælder, vanilje samt lidt nelliker. En ordentlig og tyk aroma.
Smagen er krydret og mørk med en italiensk syre og nerve, pænt med tanniner, tørhed, en smule spidskommen, blåbær, tjære, tobak og der er sgu goddaw i vinen. Det er lige før, at den bliver lidt for megen marmelade, men den kølige tørhed redder tingene, så sammenlagt bliver det et godt glas vin.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.