2014 Weingut Spindler Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Lindenhof er et nyt spændende vinhus hos Jysk Vin, og derfra smager vi en 2014 Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder … og hvem er bedre til at anmelde tysk Spätburgunder end Danmarks førsteelsker af netop Spätburgunder?

Weingut Lindenhof ligger helt passende på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim i Pfalz. Lindenhof er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte vingården, der tidligere var statsejet.

Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, men Eugen overtog også selve ejendommen på den brostenbelagte hovedgade midt i Forst … en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke, gamle hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst ejet med vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Vingården blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter de to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindehof været drevet af Timo Spindler, som I også kan se på billedet ovenover. Han er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Deidesheimer Herrgottsacker ligger syd for vingården i Dorf, men nord for byen Deidesheim i 120-180 meters højde, eksponeret mod øst med beskyttelse fra Palatinate skoven mod vest. Jordbunden er varierende med både ler, grus og kalksten, hvorfor marken kan frembringe noget forskellige stilarter af vine.

Høsten sker manuelt, og inden vinifikation sorteres druerne også med håndkraft. Der er ikke mange oplysninger om produktionen,  men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade og 12 måneder på barriques. Vinen har 2,1 gram restsukker pr. liter.

Hvor dufter den bare helt rigtig … en klassiske animalsk, lidt sød kostald, modne kirsebær, jordbær, ribs, tobak, mørk chokolade, godt med fadnoter, kanel, lidt nelliker, jod, dild og virkelig lækker næse.

I munden er frugten jordbær, hindbær, ribs, lidt hvid peber, krydderier, blomster og sådan let, livlig og måske virker vinen endda en anelse feminin uden at blive helt lys. Der er masser af citronsyre, lette tanniner og en lille bitterhed i eftersmagen. Det er en dejlig rund bolsjesødme, som giver modspil til syre, peber og bitterhed. Flot Spätburgunder, som de fleste Spätburgunder lovers vil knuselske.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., men pt. kan fås på tilbud til 119 kr. ved køb af 6 flasker og det er faktisk en særdeles god pris.

Vinanmeldelse 5/7