2014 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2014 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalJeg bliver mere og mere glad for mine lette, elegante Nude Stem Zero glas og nu har jeg fyldt en sjat portugisisk rødvin i et af glassene … en Grande Reserva fra Quinta do Pégo.

Det er en vinhus, som ligger importøren AMKA’s hjerte meget nær, for den er nemlig ejet af AMKA aka Søndergaard familien. Vingården ligger på vejen fra Regua til Pinhao,  omkring 138 meter over Douro floden og vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde.

Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 ifølge de historiske dokumenter. Deraf kan man udlede, at der – efter al sandsynlighed – har været dyrket vin på gårdens marker siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården.

Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel. Ovenfor på billedet kan I se udsigten til vinmarkerne fra en af liggestolene ved poolen.

Quinta do Pégo råder i dag over omkring 33 hektar vinmarker, hvoraf 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2014 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer og en dygtig vinmager, som hedder Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal.

Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt gær til fermanteringen.

Vinen er produceret af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er blevet fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars. Derefter har vinen været lagret i 12 måneder på franske egetræsfade efterfulgt af en periode  på flaske inden frigivelsen.

Næsen emmer af masser af solbær, boysenbær, blommer, har sødkrydrede noter, godt med brændte fade, en lidt sjov note, som jeg lige skal tænke over, men noget i retning af kaktuspiller. Der er en tæt næse, mørk, brændt og nærmest tørret i frugten.

Smagsmæssigt er det også en mørk og fyldig vin med mørke bær, solbær, brombær, nogen tørhed, jern, røg samt en lille sødme. Der er dog heldigvis også en fin syre, som holder tingene godt på plads, mens der igen er et lille sjovt krydret element, som jeg ikke lige kan sætte ord på, men smager bestemt godt.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7