Lad os da bare fortsætte med endnu en vin fra de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph. Det er en hvid af slagsen … Villa Blanche Viognier.
De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.
Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.
Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra forskellige områder i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 6 timer, hvorefter gæringen sker ved 17 grader,
En lille del – omkring 15% – er lagret på egefade i 3 måneder, mens resten blot lagrer på rustfrie ståltanke i samme periode.
Og sikke en duft … men det er langt fra viognier i Nordrhône, men her mere varm og omklamrende, en duft af ny renset habitjakke, shampoo, vingummibamser, nogle grønne elementer, abrikos, fersken, pærer og måske endda også lidt muskat.
Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød og egentlig fint cremet … lidt opulent måske, men der er også en grøn syre, som dog ligger lidt gemt. Der er også en smule bid fra peber, en bitterhed og alkohol, men ellers ganske omgængelig og bedre end foregående rosé, selvom kompleksiteten ikke stikker så dybt.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.