Aftenens første rødvin fra Languedoc var igen fra Terre Sauvage serien fra Château Gilbert & Gaillard, altså med opkøbte druer. Det var denne økologiske Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc.
Druerne kommer som nævnt fra andre vinavlere i området, men er dyrket økologisk, men ellers er vinen næsten lavet som den forrige fra de to anerkendte vinanmeldere. Det betyder, at druerne efter høst afstilkes og presses om natten for at bevare friskheden og forhindre oxidering.
Gæringen af denne Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc sker i rustfrie ståltanke med lav temperatur og vinen lagrer efter endt fermentering også i ståltankene en periode … hvor lang tid kan jeg dog ikke se. Men vinen har således ikke været lagret på egefade.
På billedet ovenover er det denne gang François Gilbert, som står i en af husets vinmarker.
Næsen afslører en lidt varm Pinot Noir vin, som samtidig har lidt en bio bio næse med lidt krudt, stald, gammelt sengetøj, søde og røde bolsjer, syltede kirsebær, brombær, nogle grønne elementer, blæk og franskbrød. Der mangler måske lidt en rød tråd i aromaerne.
I munden er der først lidt ribs, men igen også mere varme og dermed bliver det en smule kluntet, lidt for fluffy. Det er klart varmere end fx Bourgogne og mangler lidt syre og rygrad efter min mening.
Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 99 kr.