Den næste fra Arzuaga Navarro – deres Reserva – fik omgående efter første par sip sagte, respektfulde, godkendte og anerkendende nik fra alle omkring bordet. Den ku’ de sgu godt li’ og vinen endte også på andenpladsen i smagningen.
Det er nu også en god vin, som jeg har smagt mange gange … også skrevet om på vinbloggen nogle gange. Denne Reserva er i årgang 2012 lavet på 95% Tinto Fino, altså Tempranillo, 3% Merlot og 2% af den hvide Albillo drue.
Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Efter presning pumpes vinen over i store trækar, hvor temperaturen holdes koldt et par dage inden fermenteringen sættes i gang ved 29 grader. Herefter lagrer vinen i 26 måneder på franske fade.
Det er typisk Arzuaga vin … dyb og koncentreret, let flæsket med søde fade, mørke frugter, nærmest overmodne, solmodne kirsebær, blåbær, blommer, krydderier, lakrids, vanilje, tjære og masser af jernbanesveller. Virkelig mørk som natten.
I munden er det en kraftig, kødfuld og sødere vin med blommer, mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen ikke bliver overgjort og for opulent. Det er – som altid – cremet, behageligt, blødt og rundt. En vin mange elsker.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr.