2014 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2014 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMagmum er jo dobbelt glæde … og her en flot Côtes du Rhône fra Sabon familien på Domaine de la Janasse med dobbelt drikkeglæde.

Sabon familien står bag domæner som Roger Sabon, Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, der etablerede gården tilbage i 1973.

De første grundsten blev dog lagt allerede i begyndelsen af 1900-tallet af Séraphin Sabon, da han arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteauneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt.

Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Châteauneuf-du-Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Denne Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse er lavet som et blend på 40% Grenache, 20% Mourvèdre, 15% Syrah, 5% Cinsault og 20% Carignan … sidstnævnte endda fra over 60 år gamle vinstokke med udbytte på 46 hektoliter pr. hektar.

Den er lavet med nøjagtig samme omhu og efter samme vinifikationsmetoder som domainets berømte Chateauneuf-du-Pape-vine. Der foretages afstilkning af 80% af druerne og macerationen varer i 12-15 dage.

Grenache modnes hovedsageligt i cementtank eller foudres, mens Syrah og Mourvedre modnes 6-9 måneder i barriques. Druerne til vinen kommer fra en 23 hektar stor mark og der laves årligt mellem 60.000 og 80.000 flasker af denne vin.

Næsen er dejlig ren i udtrykket … lidt lysere end forventet af en Côtes du Rhône, men har til gengæld en virkelig lækker mælket aroma med yoghurt, Rhône/Provence krydderier, animalsk hestestald, mødding, kirsebær, lakrids, gamle fade og lidt blomstersæbe.

I munden er vinen saftig og blød, cremet med mørke bær, jern, grafit, peber, pænt med tanniner og hvor er det dog bare en lækker, simpel og dejlig Côtes du Rhône, som holder et højt niveau. Der kommer også lidt lakrids og chokolade i smagen … Janasse kvali.

Forhandles af Jysk Vin, hvor sådan en 1,5 liter sag koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7