2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, TysklandWAOW og WAOW igen … nok den bedste vin, som jeg endnu har smagt fra vinområdet Württemberg. Jeres flittige vinblogger snakker om vinen Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle. Det smager freaking f … bare mega, enormt, vildt godt.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs er lavet med druer fra Grosse Lage marken Mönchberg Berge … en del af den samlede Mönchberg mark, som ligger i den sydlige del af Stetten som en del af Schurwald … og ligger lige op til skoven.

Tidligere blandede lavede man alene én samlet vin fra parcellerne Mönchberg Berge og Mönchberg Gehrnhalde, men i dag laver der to separate enkeltmarksvine fra de to  marker.

Haidle dyrker primært Lemberger aka Blaufränkisch på Mönchberg Berge, da jordbunden med rød stensten og mergel giver tunge, stærke og komplekse vine. Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger er lavet med forholdsvis kort gæring med skallerne og derefter lagret 24 måneder på nye, neutrale barriques.

I næsen er der først lidt brændte noter, frugten er blåbær, kirsebær og måske endda lidt blommer. Frugten er intens, nærmest brændt eller flamberet. Der er vanilje, chokolade, sødme, en fed og mørk power i vinen, masser af eg og læder. Yams.

Smagsmæssigt bliver det endnu bedre … intens, elegant, cremet med power, sødme og kraft. Det smager vildt godt. Der er en urtet kant, karamel, kakao, enebær og mørk frugt med en syrlig kant, en blid syre og alt i total harmoni. Hvor er det smuk komponeret … en vinøs symfoni af dimensioner.

Det er nok bedste vin, som jeg har smagt fra Württemberg. Sidst jeg blev begejstret for en vin fra det område, da var det faktisk også på Lemberger aka Blaufränkisch druen, nemlig fra Weingut Roterfaden.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7