Jeres Spätburgunderelskende vinblogger udforsker fortsat tyske vinhuse, som kan levere den magiske væske … og her en Windesheim Spätburgunder S fra Weingut Sinß, der – surprise – ligger byen Windesheim i den øverste del af Nahe.
Familiens Sinß har været vinbønder i området og over 200 år, men i dag drives vingården af brødrene Markus og Johannes Sinß med hjælp fra deres forældre. I kan i øvrigt se hele familien på billedet ovenover.
Markus og Johannes Sinß er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim, der jo ikke ligger så langt fra vingården. De har samlet 13 hektar vinmarker, nemlig markerne Römerberg, Rosenberg og Sonnenmorgen, hvor de primært dyrker Spätburgunder, Riesling, Weißburgunder og Grauburgunder.
I kælderen laves de hvide vin i ståltanke, barriques eller store 500 liter foudres, mens de røde vin altid laves med maceration på egefade og lagrer i store egefade eller barriques. Vingården er medlem af Winzervereinigung Generation Riesling.
Her smager vi altså Weingut Sinß’ Windesheim Spätburgunder S, som vel kan betegnes som en Ortswein, altså med druer fra flere af gårdens marker. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle vistnok være lagret 12 måneder på barriques.
Næsen byder på den velkendte, animalske tyske og søde kostald, men derefter bliver aromaerne en tak mørkere end normalt med kul, lakrids, eg, brændte fade og bolsjer. Frugten er varme, modne kirsebær og meget omfavnende.
I munden er vinen blød, rund og ganske kraftig … igen en mørkere side af Pinot Noir, hvor der er kraft, peber og godt med krydderier. Der er eg, brændte elementer, en vis sødme og faktisk fint og flot balanceret, selvom det på ingen måder er en let og lys Spätburgunder, men godt smager den sgu.
Jeg balancerer lige et sted mellem 4,5 og 5 af de fede fingre, men lander den på pga. den gode balance og en lækker næse.
Købt i Berlin i sommers, pris 12,50€ … svarende til 93 kr.