Minsandten om vi ikk’ også skulle smage Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre i en endnu ældre årgang, nemlig 1997 og dermed en 21-årig smækker sag.
Det er umuligt at finde oplysninger om produktionen af denne 1997’er, men jeg gætte på, at den er lavet som de øvrige årgange … dvs. med afstilkning af druerne efter høsten, hvorefter de knuses og vinen fermenteres med 40 dages maceration med punch-down i den første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 24 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.
Duftmæssigt er det perfekt moden frugt, blid, elegant med mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, blæk, blyanter og den biodynamiske side kan faktisk fortsat duftes. Vinen har – som 2008’eren – nogle mørke noter med oliven, nødder, kakao og samme lidt syrlige, blomsterrige kant.
Smagsmæssigt er 1997’eren akkurat som 2012’eren rå, upoleret og samtidig har den også mere garvesyre, hvilket er imponerende efter alle de år. Den er virkelig spillevende, tørt og smager sindssygt godt. Klart samme høje niveau som 2008’eren.
Ingen forhandler herhjemme, men en nyere årgang koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.