Champagne nummer 2 i den eksklusive VIP Champagnesmagning og Private Dining blev denne Brut Réserve Premier Cru fra det lille, familieejede champagnehus Louis Nicaise, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay.
Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne. Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som har drevet champagnehuset. Hun overtog driften efter sin far Louis.
Hun driver dog gården sammen med sin mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.
Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.
Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalkstenrige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.
Denne Brut Réserve Premier Cru er lavet på et blend af 40% Chardonnay, 30% Pinot Noir og 30% Pinot Meunier. Det er en Non Vintage, altså med vin fra forskellige årgange. Det er den vin, som Laure og Clement laver flest af … omkring 3.000 kasser årligt.
Næsen er herlig aromatisk med blomster, modne røde æbler, fersken og anden eksotisk frugt … lidt tørret i frugten, men byder derudover på en skoletavle med kridt, mynte, karamel og nybagt brød.
Smagen er godt sammenhængende og kompleks med en svag slagside til det neutrale. Der er salt og mineraler, men det bliver ikke sådan ultraskarpt, vildt syrerigt eller sprødt, men til gengæld er champagnen voldsomt behagelig og rund.
Forhandles af Champaniac, og en flaske koster 199 kr.