2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, TysklandSpecialvinen La Borne Riesling Alte Reben GG blev vin nr. 17 i konkurrencen og kommer fra et her på bloggen velkendt hus, nemlig Weingut Wittmann.

Wittmann holder til i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene, men i dag er det Philipp Wittmann, som står for driften. Han overtog driften fra faderen Günther Wittmann, og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Der gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine.

Denne La Borne Riesling Alte Reben GG er en specialvin, som indtil nu kun er lavet 5 gange, nemlig i årgangene 2009, 2011, 2012, 2014 og så denne 2016. Druerne kommer fra den lille parcel La Borne, som ligger på den øverste del af Grosse Lage vinmarken Morstein.

La Borne laves altså kun i de allerbedste år og der laves meget små mængder, alene nogle få hundrede flasker, som sælges på auktion i Bad Kreuznach.

Det er økologisk dyrkede druer, gæret i store egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og er ufiltreret og så ganske sjælden og dermed også dyrt.

Næsen byder på abrikos, æbler … meget straight on, lidt grønne vinblade, hyldeblomst, kamillete og ellers lidt tilbageholdende i aromaerne. Der er måske lidt mandarin, fersken, meget dæmpet syre, let kalket og virker derudover meget moden i udtrykket.

I munden er frugtkoncentrationen meget stor, cremet og blød … meget fin i strukturen, ren og klassisk. Der er gul stenfrugt, fersken, salte mandler og intet stikker ud. Det kører som på skinner … derudaf og syren dominerer aldrig, men virker moden og flot balanceret.

Forhandles af Theis Vin, men denne ser ikke ud til at være i sortimentet. Som sagt er det en dyr vin, som i Tyskland koster 179€ … svarende til 1.333 kr.

Vinanmeldelse 5/7