Vin nr. 16 i smagerækkefølgen ved det uofficielle europamesterskab i tør Riesling blev denne Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG fra Weingut Dönnhoff aka Weingut Hermann Dönnhoff, der ligger i byen Oberhausen i Nahe.
Vingården er grundlagt af Hermann Dönnhoff, men drives i dag af 3. generation i form af Cornelius Dönnhoff. Han har samlet 25 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Schloßböckelheimer Felsenberg, Oberhäuser Brücke og Leistenberg, Norheimer Dellchen og Kirschheck, Kreuznacher Kahlenberg og Krötenpfuhl samt Roxheimer Höllenpfad.
Niederhäuser Hermannshöhle er Weingut Dönnhoffs bedste mark, og den har i over 100 år været den højeste rangerede vinmark i området, beliggende i 150 meters højde med 60 år gamle vinstokke i jord af sortgrå skifer blandet med vulkanske sten, porfyr og kalksten.
Navnet Hermannshöhle refererer til dels ordet Herman, som er afledt af Hermes, den romerske vogter for budbringere og rejsende, mens höhle skyldes en lille minehule – Höhle – på den midterste del af vinmarken.
Druerne til vinen er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet helt klassisk på rustfrie ståltanke og derefter lagret på 1.200 liter Stückfass – egefade af tysk eg.
Duftmæssigt synes jeg, at vinen stikker lidt ud … meget grøn, nærmest som en hel grøntbutik med en afskåret blomsterbuket, blomstervand, grønne stilke, nogle salte mineraler og egentlig ganske kæk og frisk syre.
Det smager sådan set fint … god balance uden dog at dupere, måske lidt grøn og ufærdig, rå og upoleret. Syren er sådan set også ganske tør og skarp, men alt for ung og lukket efter min mening … lukker ikke rigtig op for sluserne. Men klart en vin, som vil modnes med elegance i kælderen.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 49€ … svarende til 365 kr.