2016 Weingut Dr. Loosen, Erdener Prälat Riesling Alte Reben GG, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Dr. Loosen, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, TysklandErdener Prälat Riesling Alte Reben GG fra legendariske Weingut Dr. Loosen var første Mosel vin i det uofficielle europamesterskab i tør Riesling … og jeg noterede, at dette meget passende kunne være Mosel. Tørt og korrekt.

Dr. Loosen har jeg skrevet om på bloggen tidligere. Vinhuset har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse.

Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels bedste marker, alt Bernkasteler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich … navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres.

Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter.

Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som Winemaker of the Year i 2001. Decanter kårede ham som Man of the Year i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt The World’s 50 Most Influential Winemakers og Wine International kårede ham som Whitewine Maker of the Year.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked.

Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Erdener Prälat er ubetinget Dr. Loosens bedste vinmark, som har leveret druerne til denne topvin Erdener Prälat Riesling Alte Reben GG. Marken har en perfekt eksponering mod syd, rød skifer og producerer Riesling med magt og kompleksitet.

I kan i øvrigt se Ernst Loosen på netop marken Erdener Prälat på billedet ovenover.

Vinstokke på Erdener Prälat er meget gamle, og der anvendes alene de meget modne og helt sunde druer. Vinen spontangærer i store 1.000 liter Fuders og lagrer derefter 12 måneder – sur lie – altså på bærmen.

Duftmæssigt langt mere blomsterrig aroma … blomster, sæbe, kridt, fersken, mango, mandler, en nærmest bolsjesødme med en gul københavnerstang, en smule frugtsødme samt en lidt varm og hyggelig duft, nærmest som at komme hjem til ens stue, velkendt, mageligt og cosy.

Der er også en pæn frugtmæssig tyngde i vinen … rund og blød, mens syren pirrer, men egentlig virker lidt dæmpet. I stedet er der masser af citron og lemon bid, bitterhed og mineraler. Det giver en fast struktur, styr på shittet og med mere varme i glasset bliver vinen også langsomt mere rund og fyldig.

Jeg kan ikke se, hvem der er importør og har ikke fundet vinen i Danmark, men i Tyskland koster en flaske 49€ … svarende til 365 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7