2016 Tim Smith Wines, Bugalugs Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2016 Tim Smith Wines, Bugalugs Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienBugalugs Barossa Shiraz hedder næste vin … og det er en lille, spændende producent fra Vine Vale, Via Tanunda i Barossa Valley, som har sat sit røde fingeraftryk på vinen, nemlig Tim Smith Wines.

Tim Smith er født i Adelaide og et glas ældre Yarra Yering Dry Red #2 samt et møde med vinmageren bag vinen Dr Bailey Carrodus i slutningen af 1980’erne afgjorde Tims skæbne … han ville også lave vin. Han startede derfor som hjælper i vinkælderen hos Yalumba, samtidig med han begyndte en uddannelse til vinmager.

Derefter har Tim Smith arbejdet som ansvarlig vinmager for vinhuse som St Hallett, Tatachilla og Château Tanunda.  Han har også arbejdet i Portugals Alentejo region hos Cortes de Cima og Azamor samt i Frankrig hos Chapoutier og Gabriel Meffre.

Da han en dag i september 2001 sad og drak et glas Condrieu med udsigt til Hermitage bjerget, så besluttede han sig for, at det nu var tid til at lave sine egne vine.

Han opsagde sit job, flyttede tilbage til Australien, bosatte sig i Barossa,  grundlagde Tim Smith Wines og begyndte at lave vin fra druer, som blev opkøbt hos udvalgte vinavlere.

Tim Smith laver vine på sorterne Mataro, Grenache, Shiraz og Riesling, som kan findes helt perfekte i Barossa, bl.a. på grund af gamle kloner og en stor variation i markerne. Han laver vine fra små udvalgte parceller og i små mængder, og alene hvis han kvalitetsmæssigt kan sætte sit fingeraftryk på vinen.

Denne Bugalugs Barossa Shiraz er Tim Smiths basisvin, hans entry-level vin, som er lavet på 100% Shiraz. Vinen har lagret 8 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Og sikke en fabelagtig, opulent og intens duft. Det rå tobak, engelsk lakrids, rød grillbøf, mælkesyrer, godt med vanilje, kaffe, røg, kul, brændte fade, salvie, moden og næsten tørret frugt, blåbær, sorte kirsebær, blommer samt en let blomstret parfume.

Det er næsten en vin på epo og steroider, men virker ikke umiddelbart som en marmeladefed frugtbombe, da næsen nærmest har en lidt kølig side.

I munden er det en blød powervin med kraft, tør lakrids, peber, salami samt en fed og blød syre.  Det er en stor mundfuld, men klarer jobbet uden at blive alt for selvfed. Vinen slutter med peber i eftersmagen med et let brændende effekt,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7