En indbygger fra Moldova kaldes en moldover … og moldovere har en stor forståelse og kærlighed for vin, som er forankret i landets historie og traditioner. Vin spiller en essentiel rolle hos det moldoviske folk, for de er født med vin, de lever med vin og de dør med vin.
Vi er igen taget et smut til den østeuropæiske republik med 4. testvin fra det historiske vinhus Castel Mimi. Igen er det en hvidvin, men denne gang er den lavet på Sauvignon Blanc, som også trives i den frodige moldoviske jord, som er rig på mineraler og med et varmt og fugtigt klima … perfekte rammer for at dyrke vindruer.
Indtil nu har husets Cabernet Sauvignon Rosé i mine øjne været den bedste af de smagte vine, mens de to forrige hvidvine på henholdsvis den lokale drue Feteasca Albã og den internationale Chardonnay har ligget en halv tommel under.
Nu får vi se, om denne Sauvignon Blanc kan ændre dette billede, men uanset resultatet, så har det generelt en god oplevelse at smage vin fra Moldova, som jeres flittige vinblogger ikke tidligere havde smagt vine fra. Og overraskelsen er absolut positiv.
Som de to foregående hvidvine fra Castel Mimi, så er vinen vinificeret på store, franske egefade, hvor den også har lagret omkring 6 måneder inden den tappes på flaske.
Duftmæssigt er det egentlig en ganske frisk vin … men man får lidt samme fornemmelse og aromaer som de to foregående hvidvine fra Mimi … de minder meget om hinanden trods forskellige druer, selvom der dog er elementer af Sauvignon Blanc. Der er lidt hyld, litchi, astronaut-is, men også søde blomster, acetone og spidskommen.
I smagen er det syre, meloner, grape og blodappelsiner. Der er også lidt sødme, men bitterheden og sødmen går ikke helt vildt godt sammen. Vinen er egentlig tilfredsstillende frisk, men ikke så kompleks, tør eller intensiv … men ganske let at drikke.
Importeres af MoldoVin, og prisen ligger på 115 kr.