2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Village, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne Romanée Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin et lille kvantespring. Vinen er Domaine Daniel Rion & Fils’ 2014 Vosne-Romanée Village … og nu begynder fuglene for alvor at synge fransk og det lyder unægtelig som u-la-la.

Druerne til denne vin kommer fra to parceller på samlet 1,90 hektar beliggende i 250 meters højde i Vosne-Romanée. På den ene vinmark er vinstokkene mellem 35 og 55 år gamle og på den anden vinmark er de omkring 25 år gamle.

Druerne fra de to marker er vinificeret separat og samles først lige før vinen tappes på flaske. Men inden da, så er druerne afstilket og vinen – som de øvrige fra Rion – lavet med udblødning druerne et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og så er det en vin, som faktisk helst bør gemmes et sted mellem 8-15 år, men det giver vi en fuckfinger og smager bare denne årgang 2014 med det samme. Og der er faktisk ingen grund til at vente … for det smager allerede nu ganske fortryllende.

Uha … næsen er fjerlet og lys som en blond, fransk pige. Det er blomster, roser, sæbe. grønne blade og nærmest komposterede blade, skovbund og svampe. De lyse bær er kirsebær, hindbær, ribs og de emmer af delikat inderlighed.

Smagsmæssigt blødt – uha igen – cremet, let, lyst, briliant og svævende. Der er lidt kul, de lyse bær fra duften går igen og det er sgu skøn vin. Det er virkelig elegant med lidt jern, blid, blødt og forførende. Sådan skal bourgogne sgu smage og det var vel en af eftermiddagens bedste vine.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb