2015 Benjamin Leroux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, Frankrig

2015 Benjamin Leroux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, FrankrigFede grillbøffer af oksefilet samt bourgogne fra Benjamin Leroux … that’s a good combi på en lun sommeraften med gode venner i et sommerhus på Djursland.

Jeg har tidligere drukket vin fra Benjamin Leroux og været over the moon over hans vine, som dog også er sindssygt dyre og ofte koster over 1.000 kr. Men denne Bourgogne Rouge kan dog fås for menneskepenge og viser lidt af de kvaliteter, som kendetegner vinene fra Benjamin Leroux, der også kaldes en af de lysende stjerner i Bourgogne.

Sidst jeg smagte vin fra Leroux var den hans 2009 Bonnes-Mares Grand Cru, som jeg gav 6,5 fede tommelfingre. Det er en vin, som i dag koster flere tusinde kroner i nyere årgange og 2009’eren koster vel i dag tæt på 10.000 kr., hvis den kan skaffes.

Bejamin har altid arbejdet med vin, og allerede i 1990 begyndte han som 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand.

Dette arbejde inspirerede ham til at tage sin bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen. Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune … en lille negociant virksomhed, hvor han laver vine med opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille negociant virksomhed drives fra en lille kælder i midten af Beaune og han deler endda kælderen med en anden vinproducent, nemlig Dominique Lafon. Leroux koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny og ligger stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke kun Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som den biodynamiske tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag er Benjamin Leroux ikke 100% negociant, da Benjamin har købt nogle vinmarker selv … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne.

Denne Bourgogne Rouge er Leroux’s entry-level vin, som dog er bl.a. delvist er lavet med druer fra 1. Cru marker. Druerne til vinen består nemlig af deklassificerede druer fra Santeney Village, Santeney 1. Cru, Saint-Aubin 1. Cru, Savigny, Beaune, Monthélie og St. Romain. Vinen er lavet helt traditionelt og lagret i store foudres.

I glasset er vinen klart mørkere end forventet, og det gælder også næsen, som byder på grannåle, jordbær, rabarber, eg, grønne vinblade og blomstersæbe.

Smagsmæssigt hælder vinen også til den mørkere side med kirsebær, ribs, jern, peber og en klar syre. Jeg var først en smule skuffet, men med luft i glasset, så kommer den delikate, burgundiske Pinot Noir side mere og mere frem. Samtidig forstærkes også både en blød, nærmest cremet og imødekommende side, hvor syren er klar og let.

Dansk importør er Otto Suenson, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7