Næste Crémant fra Maison Albert Sounit var deres Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, altså en Blanc de Blancs.
Den laves udelukkende på Chardonnay druer fra Sounits egen marker fra Domaine Bernollin. Druerne er høstet ved håndkraft og gæret ved druernes egen naturlige gær.
Som de øvrige crémanter hos Sounit er denne Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lavet med 2 gæring i flaske, altså Méthode Traditionelle eller champagnemetoden, som den også kaldes. Derudover er den lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering. Ved dégorgering tilsættes 0,5% dosage, hvilket er sket i juli 2017.
Chardonnay druerne kan klart duftes i vinen, som har mere fylde og fedme. Frugten er federe med blomster, lidt smør, æbler, vingummi, eksotiske frugter, mens smagen fortsat er ganske frisk, sprød og generelt meget smagfuld. Der er mere cremet end forrige crémant, og virker også til at ha’ mere sødme, selvom der i eftersmagen kommer en lille fin grape bitterhed.
Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.