Så er vi atter i den lille by Saulheim, hvor vi finder vinhuset Weingut Thörle, som står bag denne lækre Hölle Spätburgunder, som er en af husets røde topvine.
Det er kun lidt over en måned siden, at jeg smagte et par andre vine fra Weingut Thörle, nemlig brødrene Christoph og Johannes Thörles 2015 Saulheimer Frühburgunder Kalkstein og 2015 Saulheimer Spätburgunder Kalkstein. Begge vurderede jeg til 4 fede Thumbs Up, men denne Hölle Spätburgunder er bedre … langt bedre.
Hölle Spätburgunder er en Lagenwein, og marken Hölle – der som de fleste måske ved – betyder helvede, er en af Weingut Thörles allerbedste marker sammen med Probstey, Hauben og Norenberg.
Druerne er høstet med et beskedent udbytte på mellem 20-35 hektoliter pr. hektar afhængig af årgangen. Marken ligger på en sydlige skråning med en hældning på 32 grader i 150-225 meters højde.
I forhold til de andre vine, som jeg har smagt fra Thörle, så har denne fået mere af det hele. Druerne er mere intense og vinen er laget i åbne egekar med gæring i samlet 20-30 dage, hvorefter vinen er lagret 20 måneder i vinhusets 500 år gamle vinkælder.
Duftmæssigt er vinen lettere sødlig med blæk, grafit, kirsebær, hindbær, ribs, røg og godt med frisk eg. Det virker som en tør vin, kælder, salt, mineraler samt en smule kanel og vanilje. Den dufter vel egentlig meget klassisk som tysk Spätburgunder i god balance.
Smagen er klart mere frisk end næsen indikerede. Vinen er let og svævende i frugten, som er ribs og hindbær. Syren er blid og det er en let, delikat og feminin vin, men med en mineralsk nerve. Det er feminin sten og mineraler.
Købt via Vivino, hvor en flaske koster 295 kr. ved køb af 6 flasker.