Seresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo … lidt som Cold Hand Winery. Michael Seresin siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ord er overflødige … kun hånden som symbol på styrke samt kraft fra jord og sten. Så må vi se, om det også præger denne 2013 Pinot Noir Leah.
Pinot Noir Leah er opkaldt efter Michael Seresins datter og lavet med druer fra næsten alle husets vinmarker, bl.a. de mest lerholdige parceller på marken Raupo Creek Vineyard i Omaka Valley samt Tatou Vineyard og Noa Vineyard, alle dyrket både økologisk og biodynamisk.
Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres – efter en periode med udblødning – ud i ståltanke med druernes naturlige gær i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-11 måneder.
Og den læner sig i nogen grad op ad Momo lillesøsteren med en næse, som har en smule kirsebær, men heldigvis også både stikkelsbær, hindbær, rabarber og ribs. Derudover er det krydret, grønt, mineralsk og har samtidig lakrids samt masser af tørret træ.
Smagen har klart mere bid, kraft og mere dybde, men der er ikke ret megen sødme … i stedet er det tørt med eg, kirsebær samt en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade. Rating lander på samme niveau, som sidst jeg smagte vinen.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.