Herringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.
Og vinen Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of ARA aka ARA Wines er en gammel kending, som jeg tidligere har smagt og skrevet om i både årgang 2010 og 2012, men her har vi altså fat i en nyere årgang 2014. Sidst jeg drak 2012’eren var jeg ikke særligt begejstret.
Druerne kommer som sagt fra området ved Herringbone Hills, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Der består jordbunden af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.
Druerne høstes med maskiner, hvorefter de hos Winegrowers of ARA afstilkes og presses forsigtigt. Derefter ligger de i kold maceration 10-15 dage, hvorefter mosten fermenteres i rustfrie ståltanke. Den malolaktiske gæring startes i ståltankene og derefter lagrer vinen 6 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade.
Sjovt nok dufter denne vin langt mere animalsk end foregående økologiske Momo. Her kommer der lidt sødlig, landlig hestestald med kirsebær, flæsk, bacon og kanel. Der er klart mere sødme, men også med en tendens til at blive lidt overdone.
I munden er vinen også klart lettere end Momo … det er mere klassisk Pino med hindbær, jordbær, lidt granatæbler, ribs samt en svagt syrlig kant. Denne 2014 er bedre end 2012’eren.
Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.