Hva’ fanden sker der for jeres flittige vinblogger, som nu officielt har serveret rosévin for sine gæster? Har han tabt sutten? Næ ikke når det drejer sig om sådan en lille skør charmetrold som vinen Rosa fra det fantastiske østrigske vinhus Weingut Umathum.
Vinhuset drives af Josef Umathum, der overtog driften fra sine forældre i 1985 … men vistnok har rødder helt tilbage til under hertuginden Maria Theresas regeringstid. Hun var regent i de Habsburgske Arvelande fra 1740 til 1780. Hun var således regerende dronning af Bøhmen, Ungarn og Kroatien samt ærkehertuginde af Østrig og hertuginde af Parma.
Weingut Umathum ligger lidt udenfor byen Frauenkirchen ikke så langt fra Neusiedlersøen i Burgenland. Indtil 1980’erne blev gården drevet som et blandet landbrug og de dyrkede druer blev frem til engang midt i 1970’erne blot solgt til det lokale kooperativ.
Siden Josef Umathum overtog driften har vinhuset bevæget sig op i den absolutte top i Østrig. Josef har 30 hektar vinmarker, som hovedsageligt er beplantet med St. Laurent, Pinot Noir og Blaufränkisch.
Vinmarkerne rig på skifer, kalk, ler og grus på begge sider af Neusiedlersøen. Som noget unikt i Burgenland dyrker Umathum bl.a. Pinot Noir og Blaufränkisch på gamle terrasser grundlagt af Cistercienserordenen tilbage i 1200-tallet.
Alt dyrkes i dag efter Rudolf Steiners biodynamiske principper, alt høstes i hånden og her hersker en generel naturlig tilgang, for at lade terroir og druer fremstår så rent og præcist som muligt.
Selvom det er rødvinene på Pinot Noir og specielt Blaufränkisch, som Umathum er kendt for, så har vi her fat i deres rosévin, som er lavet på druerne St. Laurent, Zweigelt og Blaufränkisch med lige meget af hver druer. I flasken er der præget et U … for Weingut Umathum.
Vinen er laget med traditionel udblødning et par timer før gæringen for at opløse farve, aromaer og sarte tanniner fra skallerne. Det er den proces, som i Frankrig kaldes Saignée. Vinstokkene er alle 43 år gamle og ellers er vinen lavet alene på rustfrie ståltanke. Der er alene 1 gram restsukker pr. liter i vinen.
Dejlig frugtaroma med jordbær, ribs og hindbær, sommerhumør, frugtlethed, sommereng med blomster og vinen virker nærmest cremet. Trods en let tilgængelighed, så er der bestemt også syre, som sikrer bukserne ikke falder ned om hælene.
Smagsmæssigt en let og yderst drikbar vin, som leverer en umiddelbar drikkeglæde, let og ukompliceret syre, ribs, stikkelsbær, jordbær samt et lille tørt peberbid sammen med en lillebitte sødme. Det er let, drikbart, frisk og harmonisk … og så ka’ jeg sgu godt drikke rosé i hektolitervis.
Købt i en rodekasse hos Supervin til 125 kr., men importør er vist Laudrup Vin, hvor jeg dog ikke har fundet denne rosé.