Når nonnerne om sommeren går og synger på klosteret Abtei St. Hildegard, så er det måske fordi, at de har drukket for meget af denne lille sommervin … en småsød Spätburgunder Weißherbst Spätlese.
Vinen er en af de nærmest religiøse souvenirs, som jeg havde med hjem fra et besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard på vores roadtrip til Rheingau sidst i oktober. Ret beset er det vel en vin, som skal nydes om sommeren, men fruen kaldte på vin … og så lå denne Spätburgunder Weissherbst Spätlese fra de sødeste nonner tilsyneladende bare lige øverst.
Klosterweingut Abtei St. Hildegard aka Benediktinerinnenabtei St. Hildegard er særligt begejstret for denne vin, da vinen har vundet prisen som bedste Weißherbst vin 2017 i Hessische Landeswein- und –sektprämierung. Nonnerne udtaler da også; Für uns ist dies eine große Freude! Uha … de nonner.
Det har også betydet, at vinen i dag er totalt udsolgt … koster lidt mere end nogle af nonnernes øvrige vine, men jeres flittige vinblogger nåede at charme et eksemplar fra nonnerne.
Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer … i dette tilfælde alene i store rustfrie ståltanke.
Vinen dufter ikke af vildt meget … der er lidt hyld, kvæde, en snert hindbær samt lidt stearinlys. Læg oveni lidt grønne blade, men så kan jeg vist heller ikke trække flere aromaer ud af vinen.
Smagsmæssigt er det hindbærsaft med let grape, svag bitterhed samt sødme og en meget lille prikkende syre. Der er ikke megen syre og vi stopper derfor vinen over i kategorien terrassevin for dem, som elsker letsøde vine.
Købt på vingården til 13,90€ … svarende til 104 kr.