2013 Nativ, Rue dell Inchiostro, Campanien, Italien

2013 Nativ, Rue dell Inchiostro, Campanien, ItalienHavde egentlig lyst til lidt let vin ovenpå de fede julevine, men endte med at hive denne Rue dell Inchiostro fra Azienda Agricola Nativ i Campanien ud af vinkøleskabet. Sådan er man jo nogle gange bare total vakkelvorn.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco, den hypede Eremo San Quirico, som er husets topvin, og så denne Rue dell Inchiostro.

Denne Rue dell Inchiostro er lavet på 100% Aglianico, som kommer fra meget gamle vinstokke. Lavet med premaceration i 20 dage og fermentering med udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen alene lagret på ståltanke i 8 måneder. Rue dell Inchiostro betyder noget i retning af den blæksorte vej … og det er en vin, som også har godt med blæksort power.

Og så er det en vin, som Luca Maroni – der jo elsker syditalienske vine – har givet 94 point i denne årgang 2013 … og faktiske hele 97 point i den senere årgang 2015.

Lad mig indrømme med det samme, at jeg aldrig bliver enig med den gode Luca Maroni … eller Parker for den sags skyld. Næ nej, her har jeres flittige vinblogger sgu bedre smag.

Næsen afslører en varm og solrig vin, hvor der er godt med mørk frugt, brombær, solbær, flæsk, lakrids, kakao og krydderier. Smagen er lidt ovre i samme boldgade, fedme, sødme … dog også med en vis rankhed, hvor der er syre, jern og lidt bitterhed. Derudover er det blommer, brombær, chokolade, violer og krydderier. Der er sgu et pænt stykke til 94 point … endsige 97 point.

Købt hos Supervin, hvor en flaske kostede 99,95 kr., mens den kunne fås for 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7