2010 Domaine La Colliere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Domaine La Colliere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNå, videre til anden vin fra tirsdag. Igen en Rhône vin. Vi er hos Domaine La Colliere i byen Rasteau.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Georges Perrot, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere. Georges kom ikke fra en vinfamilie, men det gjorde Delphine, som han blev gift med i 1993.

Og efter brylluppet, så startede Georges hurtigt med at hjælpe svigerfar i vinmarkerne, og de solgte så druerne til et lokalt kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfaderen dog, at de ville leje et kælderrum og starte deres egen vinproduktion. De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger, dvs. det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, og så gik de ellers i gang.

Siden 2008 har Georges og Delphine selv drevet parrets i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest. Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler, og det har man ikke gjort i over 15 år.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med 1; galets (de store, runde sten) og rød ler i jorden eller 2; med den gule ler eller 3; med den berømte argile bleu (blå ler), som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin vin/druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, bl.a. denne Côtes du Rhône, en Côtes du Rhône Blanc, en Côtes du Rhône Cuvée Oublee samt 4 forskellige Rasteau’er; Rasteau Rouge, Rasteau La Fontaine, Rasteau Les Touilleres og Rasteau Esprit D’argiles.

Vinifikationen er traditionel. Der er total afstilkning af druerne. Gæringen varer 3 uger og finder sted mellem 28 og 30°. Modningen sker i cementtanke over to vintre. Vinen flaskes uden filtrering.

Vinen her er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Carignan.

Lad os hurtigt komme til vinen, for det er faktisk en lille lækkerbisken. Vinen er flot mørk, sort med violette kanter. Duftmæssigt en meget animalsk vin, der er dufter af gamle, sure sokker … på den fede måde, gamle fade og overmodne blommer. Det dufter altså bare rigtigt godt mine damer og herrer. Smagsmæssigt er der solbær, blødhed, lidt krydderier samt pæne tanniner og meget fast i smagen. Flot vin og et fund til pengene.

Købt hos Jysk Vin, hvor den lige nu fås på bud til 74 kr. Køb den før din nabo. Normalpris er 87 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar