For at glæde vinbuddy Gert – som ikke var med til vinlaughets store Châteauneuf du Pape smagning – så havde jeg lørdag også valgt en vin fra den netop dette område og fra den smagning, nemlig en gammel kending, Domaine de Marcoux, her blot i en årgang 2005.
Ved laughets store Châteauneuf du Pape smagning smagte vi vinen i en årgang 2006, og vi har også tidligere smagt vinen i årgang 2007, nemlig ved vores Chateauneuf du Pape 2007 smagning.
Jeg har jo skrevet om vinhuset tidligere, så lad os bare springe direkte til vinen. Parker har givet årgang 2005 fra Marcoux 93 point, og skrev; “2005 was a fabulous year for Marcoux, and the 2005 Châteauneuf-du-Pape boasts a dark plum/purple color along with beautiful bouquet filled with scents of flowers, truffles, roasted meats, blueberries, black raspberries, and licorice. This opulent, intense wine possesses heady alcohol as well as a sweet, soft, full-bodied, moderately tannic finish”. Vinen er lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre, 7% Syrah og 3% Cinsault.
Duftmæssigt et væld af blommer, provence-krydderi, lavendel, solbær og andre mørke bær. Smagen er rund, der er cigaræsker, knuste kirsebær, men fortsat med tydelige tanniner og fin balance. Smager altså bare rigtigt dejligt. Thumbs up!
Købt ved Randers Vinhus til 289 kr., mens prisen i dag ligger omkring 329 kr.