2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, Sydafrika

2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, SydafrikaVidere til næste vin, en lille sag, som jeg har haft liggende i køleskabet i en del år. Vi er godt sydpå, nemlig i Sydafrika hos Radford Dale i Stellenbosch. Radford Dale er en del af The Winery of Good Hope, som udover Radford Dale brandet også laver vine under navnene Vinum Africa, Land of Hope og Winery of Good Hope.

Radford Dale er husets topvine, og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne. Ikke for at underestimere vinmagerens rolle, for vinmageren kan forløse – eller i værste fald ødelægge den potentielle kvalitet vinmarkerne bringer!

Udgangspunktet for Radford Dale er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet.

Vinen her af lavet på 25% Syrah, 50% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot. Blandingsforholdet varierer fra år til år. Duftmæssigt er der mørk jord,  eucalyptus, salvie, tør ørkenvind, jern, bacon og lidt chokolade. Den dufter speciel, men det er meget imponerende. Smagen er også forførende med peber, modne blommer, kaktus, tobak og lidt krydret i eftersmagen. Rigtigt fint glas vin. Det er power med elegance.

Købt hos Randers Vinhus til 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Skriv et svar