Di Filippos Montefalco Sagrantino DOCG er på alle måder en imponerende vin, lige fra det ydre med en ikonisk, eksklusiv og rund metaletiket med et gammelt græsk motiv til det indre … powerfuld, mørk, syrlig og elegant Sagrantino biodynamisk væske.
Den klassiske Montefalco Sagrantino er på alle måder Roberto Di Filippos flagskib og dermed husets absolutte topvin. Og vi skulle såmænd smage den i 3 forskellige årgange, nemlig denne 2012’er – så vi kunne sammenligne med Etnico fra samme år – og derefter i både årgang 2006 samt 2005.
Filippos Montefalco Sagrantino er høstet med et lavere udbytte end Etnico’en, har gennemgået længere maceration – uden jeg dog kan sige hvor lang tid – og er derudover lagret 18-24 måneder på henholdsvis barriques og tonneaux.
Denne 2012’er trækker hele 15,5% alkohol … altså samme niveau som Etnico, men 1% over både 2006 og 2005’eren, som begge alene har 14,5% alkohol.
Og vinen er langt mere rustik, tæt og powerfuld end Etnico, mere tæt og intens, mørk og har elementer af blæk, blåbær, brombær, syrlige blommer, peber, stærk kaffe, svag kanel, flintesten og læder. Samtidig virker den fortsat utæmmet, ung og krævende.
I munden er vinen dog rimelig godt balanceret … kraft, power, tydelige tanniner, men ikke skrigende vilde, bitterhed, friskhed og rå muskelstyrke. Den har et godt fast bid med syre, kraft og nogle elementer af blåbær, hindbær og svag peber.
Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor denne flaske koster 249 kr.