Endelig kom Montefalcos stolthed på bordet … nemlig en Montefalco Sagrantino DOCG vin, men ikke Di Filippos klassiske Sagrantino, men i stedet denne Montefalco Sagrantino Etnico.
Di Filippo laver i dag nemlig to forskellige Montefalco Sagrantino DOCG vine – en klassisk samt denne Etnico, som er lidt billigere og som lavet med kortere maceration og samtidig også har lagret kortere tid på egefade end husets klassiske. Den macererer alene få dage – Roberto fortalte, at det endda kun var med 1 dags maceration – og har lagret 12 måneder på egefade ud af den samlede lagringsperiode på 37 måneder jf. appellationens reglement.
Med andre ord en lidt mere moderne Montefalco Sagrantino.
På billedet ovenfor kan I se vores værtinde Valeria fra besøget og selvfølgelig en flaske Montefalco Sagrantino Etnico DOCG, som huset i øvrigt producerer 10.000 flasker af årligt.
Duften er også ganske let, klar og umiddelbar med balsamiske noter, brombær, blåbær, jord, grønt mos, læder, blæk, bagepulver samt en sjat krydderier. Selvom den trækker en højoktan på hele 15,5% alkohol, så virker vinen på ingen måder fed eller gumpetung i duften.
I munden er det en saftig bandit, flot balance … godt med brombær, blommer, figner, lakrids og tanninerne bider på ingen måde, men er fint integreret i vinen. Det er lidt peber i eftersmagen, men flot balance og smager bare rigtigt godt.
Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 15€ på vingården, svarende til 112 kr., hvilket er fandens billigt.