2013 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Pinot Noir Limited Edition, Colchagua Valley, Chile

Vi fortsætter med pulserende saft fra den blodfortyndende Pinot Noir drue … dog ikke indtaget via intravenøst drop, men helt normalt i et dertil beregnet vinglas af bourgognetypen. Vinen er en 20 Barrels Pinot Noir Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile. Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at beplante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne Pinot Noir er lavet med druer fra marken Triángula i Casablanca og marken Campo Lindo i San Antonio. Casablanca er et af Chiles køligere vinområder. Vinen er lagret 12 måneder på barriques og 1 måned i ståltank inden flaskning og frigivelse.

Duftmæssigt lidt associationer med tysk Spätburgunder, for den har i hvert fald den lidt søde, animalske kostald sammen med søde kirsebær, hindbær, blommer, nogle grønlige elementer, vinblade, tobak, læder, estragon og bearnaisesauce. De samlede duftindtryk leder mig over i en oversøiske Pinot Noir, hvilket skulle vise sig rigtigt.

Frugten er smagsmæssigt meget kraftig, mere varm en dens europæiske slægtninge og der er masser af moden frugt, sødbrændte elementer, men også fin syre … dog ikke så megen. Det slutter med en let bitterhed i eftersmagen.

Forhandles flere steder, bl.a. Supervin, Andrup Vin og Vin Med Mere. Prisen ligger omkring 110-115 kr.

Rating 4,5/7