Besøg hos Di Filippo … genert øko- og biobonderøv

En af de mest spændende vingårde i Montefalco området er utvivlsomt Azienda Agraria Di Filippo … en økologisk og biodynamisk vingård drevet af den generte Roberto Di Filippo.

Det er vaske- og lugtægte bonderøv … vi snakker bredrøvsvraltende og skræppende gæs rundt blandt vinstokkene, brug af hestene Olga, Pioggia, Bebè, Diamante, Elliot og Eddy i arbejdet mellem vinstokkene, respekt for miljøet samt naturprodukter af naturens bedste skuffe … og det gælder både vinene og specialiteterne fra gårdens mange dyr.

Passion, respekt og kærlighed er nøgleordene hos Di Filippo.

Det økologiske og biodynamiske foretagende ligger mellem Torgiano og Montefalco med udsigt over Assisi. Vingården er ejet af Roberto og hans søster Emma, men det var deres far Italo Di Filippo, som oprindelig grundlagde vingården, der i dag samlet omfatter 35 hektar vinmarker.

Det er dog alene de 10 hektar, som Roberto driver biodynamisk, mens resten således alene er økologisk. Og på de 10 hektar biodynamisk drevne marker anvendes der heller ingen traktor eller andre maskiner … alene de nævnte heste og så ellers plov, harve og hvad man ellers bruger via en gammel vogn, som elegant holdes nede af nogle store sten.

Jeg besøgte vingården Di Filippo sammen med vinturens eneste anden dansker, nemlig vinskribenten Rolf Madsen, der normalt skriver for Berlingske.

Jeg havde efter aftenens besøg hos Le Cimate, hvor det meste foregik på italiensk, brug for at snakke om vin, ja hvad snakke om hvad som helst … så da jeg hørte, at Rolf skulle besøge Di Filippo og efterfølgende Tenuta Bellafonte, så sprang jeg fluks med efter hurtig fleksibilitet fra den søde Maruska hos Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Jeg skulle egentligt ha’ besøgt Di Filippo 2 dage senere og havde slet ikke Tenuta Bellafonte på mit program, men det blev ændret uden problemer. De havde sgu styr på det hos Consorzio Tutela Vini Montefalco. Respekt.

Benvenuti og welcome stod der på nogle gamle egefade udenfor. Rolf og jeg blev da også vel modtaget af Valeria (tror jeg nok hun hed) hos Di Filippo, da Roberto ikke var kommet hjem endnu fra et ærinde i byen.  Der var endda allerede dækket op til vinsmagning for 2 personer og der kom endda også en lille planke med lidt specialiteter fra vingården på bordet.


Smagelokalet hos Di Filippo.


Lidt showoff af nogle af husets vine … og måske en gaveidé i form af et smykke med brug af en korkprop. Jeg har da et par propper, hvis nogle skulle være interesseret.


Der var gjort klar til Rolf og jeg …


… og her planken med lidt specialiteter fra vingården. Næsten alle produkterne stammer fra Di Filippo.

Nu havde jeg lige forinden været dommer i den store kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto med 6 amazing gourmetretter, så det var ikke fordi, at sulten var enorm … men godt så det ud og jeg endte også med at spise det hele. Høflig som man nu er.

Vi fik os sat ned, og så gik den store smagning af Di Filippos sindssygt dejlige vine ellers i gang. Valeria fortalte, at huset var et af de bedste til Grechetto vine, men det var imidlertid specielt Robertos Sagrantino vine, som imponerede både Rolf og jeg.

Vi smagte følgende vine hos Di Filippo:

Derudover smagte vi også en tankprøve af en Trebbiano Spoletino vin … ja det den, som I ser i glasset nedenunder. Roberto var ude at hente smagsprøven fra et egefad og selvom den ikke var klar til flaskning endnu, så var den virkelig spændende med fedme og et lækkert cremet udtryk.

Roberto var stødt til midt i smagningen, og han er sgu en fantastisk fyr, meget genert og beskeden, men stolt af sine vine, hvilket er ganske forståeligt. Han fortalte lidt om driften af gården, den økologiske og biodynamiske tilgang og de mange eksperimenter, som han laver i vineriet,

Han har ikke dyrket Trebbiano Spoletino i så lang tid, men er forståelig nok hoppet med på vognen. Det bliver spændende at følge, når han frigiver de første vine på den spændende drue.

Vi smagte faktisk også en Passito lavet på Grechetto druen, men den har jeg ingen smagsnoter på. Det har jeg imidlertid på alle de ovennævnte, og dem skal jeg – om I vil det eller ej – selvfølgelig nok poste i den kommende tid.

Efter smagningen skulle vi selvfølgelig lige rundt og se stedet samt nogle af vinmarkerne. Roberto havde – gæstfri som han er – også sørget for, at et par af hestene var spændt for en vogn, så vi kunne tage et par billeder. Og Roberto stillede også høfligt op foran hestene på vores opfordring.

Det var et super besøg og vinene fra Di Filippo blev nogle af mine favoritter under opholdet i Montefalco … bestemt i top 5 af bedste vinproducenter i området.

Vi slutter lige med et par yderligere billeder fra besøget:


Her har vi Roberto foran heste og vogn.


Et view fra vingården.


Roberto, en flaske 2006 Montefalco Sagrantino, en hest og en sød hjælper.


Mark med Grechetto vinstokke … i baggrunden render gæssene rundt.

Sluttelig endnu et foto af hestespand med Roberto og hjælper.