Efter 3 x Grechetto kom turen til Di Filippos rødvine og vi startede naturligvis – som alle andre steder – med husets almindelige Montefalco Rosso.
Det er en vin, der som DOC appellationen foreskriver er lavet på bl.a. Sangiovese og en smule Sagrantino. Hos Di Filippo er Rosso’en lavet på 60% Sangiovese, 10% Sagrantino og så 30% Barbera. Jeg tror faktisk, at Di Filippo var eneste vinhus, hvor der var anvendt Barbera som tredje og sidste drue. De andre steder var det typisk Merlot, som var anvendt i blendet.
De Filippo laver faktisk to forskellige rene Sangiovese vin, men også en Terre San Nicola, som netop er et blend på Sangiovese, Sagrantino og Merlot.
Denne Montefalco Rosso er høstet med stort udbytte 100 hektoliter pr. hektar og ellers er vinen alene lavet på rustfrie ståltanke og er slet ikke lagret på egefade. Ren rå frugtsaft.
Den har faktisk også en rå, vild duft … vilde urter, blåbær, blæk og grønne vinblade, humus, tobak og tør jord. I munden er vinen virkelig afbalanceret med blåbær, blommer, peber, tætte tanniner … stor tørhed, men også kant og en vildhed, som er helt er tøjlet endnu.
Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 7,20€ på vingården, svarende til 54 kr.