Château Mangot er et lille vinslot i Saint-Emilion … helt præcis i byen Saint-Etienne-de-Lisse. Det står bag denne vin, en Cuvée Quintessence Saint-Emilion Grand Cru.
Slottes ejes af firmaet SARL Vignobles Jean Petit og er grundlagt i starten af 1950’erne af Jean Petit samt hustruen Simone, men i dag er det svigersønnen Jean Guy Todeschini, som står i spidsen for vinhuset sammen med Jean og Simones datter Anne-Marie.
Jean Guy og Anne-Maries 2 sønner Yann og Karl Todeschini hjælper også med driften af vinslottet.
Château Mangot har samlet 60 hektar vinmarker, fordelt på over 20 parceller, som Anne-Marie har opkøbt gennem årene. På markerne dyrker familien primært Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 50 år gamle.
Der laves 4 vine på slottet, Chateau la Brande en Castillon, vinen Chateau Mangot Grand Cru, denne Cuvée Quintessence og endelig vinen Gamme Todeschini.
Denne Cuvée Quintessence er lavet på 95% Merlot og 5% Cabernet Franc fra 65 år gamle vinstokke, vinifieret på rustfrie ståltanke og derefter lagret på nye barriques, men hvor lang tid fremgår ikke. Vinen er lavet første gang i 1996.
Næsen er lidt lakrids, kakaopulver, chokolade, babybræk, gummi, tobak, svag blomme, lidt bitre noter, lidt cigaræsker … virker moden og med lidt alder. Det var jo korrekt, da vinen har 11 år på bagen.
Smagen er blåbær, godt med tørhed, blæk … meget blød og blid. Tanninerne er modne og velpolerede, og vinen har fin balance. Det er sgu meget godt.
Ikke fundet en forhandler herhjemme … i udlandet står vinen til omkring 34€ … eller omkring 250 kr.
Rating 5/7