Weiter mit noch einer Weißer Burgunder, som Weingut Kreuzberg dog kalder Pinot Blanc. Nu er vi imidlertid ikke i Rheinhessen, men derimod i det lidt køligere Ahr, helt præcis i byen Dernau … altså samme by som winzerprinsessen Julia Bertam, som laver så smuk Spätburgunder.
Weingut Kreuzberg er grundlagt i 1953 af Hermann-Josef Kreuzberg Senior, som tidligere havde været leder af Dernauer Winzervereins, der stammede tilbage fra 1884 og byggede nogle af de tidligere vinkældre i Dernau. I dag er det 3. generation i form af Ludwig Kreuzberg, som driver vingården.
Han overtog i 1994 driften fra faderen Jupp, men får til dagligt hjælp fra forretningsføreren Frank Josten samt den ansatte vinmager Albert Schamaun.
Vingården har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de vigtigste marker er Dernauer Pfarrwingert, Dernauer Hardtberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Ahrweiler Silberberg samt Neuenahrer Schieferlay og Neuenahrer Sonnenberg.
Der dyrkes primært Spätburgunder … faktisk er 77% af marker tilplantet med Spätburgunder. De øvrige sorter er Frühburgunder, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Sauvignon, Riesling og Weißburgunder. Alene 1,5% af endda Weißburgunder, så denne er altså ikke en typisk vin fra Weingut Kreuzberg.
Udover vinproduktionen driver familien også et lille B&B, som de kalder Pension Urlaub im Weingut. Det har 5 dobbeltværelser og administreres af Sandra Kreuzberg.
Denne Pinot Blanc er lavet på rustfrie ståltanke, kølig fermenteret og har derudover – modsat foregående vin – ligget på fad i 5 måneder.
Næsen er også langt mere aromatisk og organisk med blomster samt en smule sur og gærende mødding. Lidt fedme og sødme fornemmes, men vinen skal virkelig slynges rundt i glasset for at frigive alle aromaerne. Mærkelig nok er den knap så rund i duften, men har – udover den lidt gærende mødding – noter fra papkasser og nye sko. Lidt af en sjov aroma … skal vist lige tænke over den.
I munden er vinen langt mere syrlig og grøn end foregående Weißer Burgunder, så den er meget frisk, stram, stringent, mineralsk og kantet. Flere i forsamlingen synes bedre om denne end foregående vin … men der er jeg nok lige omvendt, da duft og smag stikker lidt i hver retning.
Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 75 kr.
Rating 3,5/7