2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, AustralienSå kom turen til Mollydookers flagskib, Velvet Glove, som Keeper havde medbragt. En sexet og hypet vin, som vi havde snakket om og set frem til, siden den blev købt i foråret.

Druerne til denne vin kommer alene fra Gateway vinmarken i McLaren Vale og vinen er modnet på 100% amerikanske egetræsfade. Under selekteringen af druerne, benyttes kun de bedste druer til Velvet Glove. Det betyder at der ikke nødvendigvis bliver lavet Velvet Glove alle år, men indtil nu er da den lavet hvert år siden 2006. Ligesom Amon-Ra har Parker givet 2010 Velvet Glove 97+ point.

Vinen leveres i den mest charmerende, sexede og indbydende indpakning, som man kan forestille sig. Dette er også med til at skrue forventningerne til denne vin helt i vejret, hvilket nok er helt urimeligt, for hvor meget bedre end Carnival of Love kan denne vin blive? Og kan prisforskellen retfærdiggøres?

Flasken har form … nærmest som en bowlingkegle. Der er også, som alle Mollydooker vine, skruelåg på. Etiketten – formet som en handske – er sort fløjl med sølvbroderet tekst … meget elegant, ikke bare elegant, men nærmest overlegent. Keeper insisterede da også på, at han skulle have den tomme flaske med hjem til at pynte i vinkælderen … og jeg forstår ham til fulde.

Der blev i øvrigt af årgang 2010 lavet 1.474 kasser af vinen, men da vinen skulle lastes til eksport ved havnen i den sydlige del af Adelaide, tabte en gaffeltruck 462 kasser af Velvet Glove 20 meter ned, og alle vinene gik itu … et tab til over 1 mio. dollar. Suk. Her kan man da græde over spildt mælk. Suk igen.

I glasset mørk som bare fanden … på det punkt adskiller den sig ikke fra aftenens tidligere vine. Duftmæssigt er der blommer, solbær, likør, lædersæder fra en gammel Corvette Stingray, nødder, krydderier, chokolade og lakrids.

Smagen er utrolig cremet, og en fløjsblød fornemmelse rammer med det samme din tunge sammen med mørke bær, tobak, lakrids, krydderier og en ganske tydelig tørhed.  Der er lidt svampe, vanilje fra egetræsfadene, og den er en utrolig fyldig vin, som samtidig er meget velbalanceret. Er man til frugtbomber, så er dette kongen … en jernnæve i en fløjlshandske.

Købes hos Atom Wine eller The Wine Company, prisen er 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

3 tanker om “2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, Australien”

  1. Så fik du smagt den lækre Velvet Glove – fedt at se at du også nød den, og rigtig god beskrivelse af din oplevelse 🙂

    Jeg drak den selv nytårsaften og var fuldstændig tosset med den. Du kan læse min oplevelse her:
    http://www.vintanker.dk/2012/01/mollydooker-velvet-glove-2010.html

    Mit eneste forbehold er egentlig prisen, hvilket jeg også bruger lidt tid på i mit indlæg, og du gør dig lignende overvejelser. Jeg har ikke selv smagt Carnival of Love endnu, så kan du komme ind på hvordan VG står i forhold til den? Er den bare i sin egen liga, eller kommer man tæt på med en CoL?

    Hilsen Jesper

  2. Hej Jesper

    Jeps, havde også set frem til endelig at få smagt Velvet Glove. Har også læst din oplevelse af vinen, og tror egentligt at vi er helt på bølgelængde omkring vinen … også selvom jeg i dag ikke selv køber ret meget australsk vin, og ikke har disse frugtbomber ret langt oppe på min favoritliste. Det skal dog ikke ændre, at det bestemt er en meget flot produceret vin … og bestemt en stor nydelse.

    Det er svært at beskrive den store forskel mellem Velvet Glove og Carnival of Love, og druerne til begge vine kommer da også fra samme mark, og begge vine har også lagret på 100% amerikanske egetræsfade, så på den led, så burde der ikke være den store forskel. Desværre smagte jeg ikke vinene ved siden af hinanden, hvilket vi måske burde have gjort. Jeg synes, at der var en forskel, og at Velvet Glove var 100 gram bedre, men ikke nok – i min optik – til at retfærdiggøre en forskel i min rating.

    Al sund logik siger så, at så burde man købe 2 Carnival of Love i stedet … men det var nu alligevel en oplevelse af smage Velvet Glove. Lækker og sexet indpakning betyder jo en del … også ved vin ;o)

    vh Ulrik

  3. Enig, enig, enig, Ulrik 🙂 som jeg skrev i min anmeldelse, så er det nemmere at rationalisere købet af f.eks. to Carnival, netop fordi man HAR smagt Velvet Glove. Har man ikke det, så skal den sgu prøves.

    Jeg bliver nødt til at springe ud i en Carnival of Love en eller anden dag, simpelhen bare for at have “været der” 😉

    Ser frem til at læse om dine fremtidige vinoplevelser 🙂

    Hilsen Jesper

Skriv et svar