Weekend med skøn tur til Fjand … i sommerhus med gode venner. Havde sgu aldrig været i Fjand, endsige hørt om stedet og der var sgu også langt dertil. Derfor var jeg selvfølgelig – på bedste Baden Powel spejdermanér – forberedt og forsynet med lidt vine, herunder denne Riesling fra Weingut Max Müller I.
Weingut Max Müller I holder til i byen Volkach lidt øst for Würzburg i Franken. Vingården stammer tilbage til 1692, hvor den var en del af fyrstebiskoppernes mange besiddelser.
Siden 1991 har vingården været drevet af Werner und Monika Müller, og de har samlet 16 hektar vinmarker, bl.a. markerne Katzenkopf i Sommerach, Höll i Obereisenheim samt Karthäuser, Kirchberg og Ratsherr i Volkach.
De har i dag hjælp fra sønnerne Christian og Toni, som mere og mere er begyndt af præge driften af vingården.
Hos Weingut Max Müller I dyrker de hvidvinsdruerne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling og Bacchus samt rødvinsdruerne Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Hvidvinene laves i rustfrie ståltanke og lagrer udelukkende på stål, mens rødvinene lagrer på enten store egetræsfade eller barrigues.
Denne Riesling Trocken hører til vinhusets serie af vine, som de kalder Neues Franken. Den er lavet med druerne fra husets marker i Sommerach og vinificeret på ren stål.
I næsen er der lidt babybræk samt en intens kombination af pærer, grønne æbler, abrikos og stikkelsbær sammen med lidt krydrede noter. Smagsmæssigt er syren ganske blød og vinen er let perlende med hyld og let sødme. Syren er måske lidt grov og kantet, men ellers fin Riesling til prisen.
Købt på weine.de, pris 7,50€ … eller omkring 56 kr.
Rating 4/7