2007 Union de Producteurs de Saint-Émilion, Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2007 Union de Producteurs de Saint-Émilion, Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNogle gange skal man lytte til sit hjerte … men denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru lå øverst på én af hylderne i vinkøleskabet, så hvorfor ikke bare nuppe den? Og så er der ikke langt fra tanke til handling, og inden konen kan nå at stave til Bordeaux, så var proppen oppe.

Og det ser jo også fint ud … flot, klassisk etikette med guld, en store bue eller hvælving, som symbolsk også illustrerer vinens navn Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru. Men der er nu ikke tale om et af de store og flotte vinslotte, som Bordeaux er så rig på.

Vinen kommer nemlig fra et kooperativ ved navn Union de Producteurs de Saint-Émilion, som holder til på adressen Lieu-dit Haut Gravet i den UNESCO bevaringsværdige middelalderby Saint-Émilion og netop blandt mange rigtige vinslotte.

Og det kan man just ikke sige om kooperativets ejendom, som er en lang, grå kontor- og fabriksbygning, hvor der laves masser af vin og under en masse forskellige brands.

Selve kooperativet er grundlagt helt tilbage i 1931, hvor initiativtageren og agronomen Robert Villepigue kom med den dengang meget innovative idé, at man skulle slå pjalterne sammen i oprettelse af et kooperativ for at stå stærkere i den daværende økonomiske krise i 1930’erne. Robert Villepigue har selv Château Figeac fra 1905 til 1928 og købte også senere Château Cadet Piolat.

I starten var det alene 6 vinavlere, som indgik i kooperativet i 1931, og de lavede i fællesskab deres første vin i 1932, og har nu i over 80 år produceret vin fra dets omkring 170 medlemmer. Medlemmer kommer fra alle AOC Saint-Émilion områderne; Saint-Émilion, Saint-Christophe-des-Bardes, Saint-Etienne-de-Lisse, Saint-Hippolyte, Laurent-des-Combes, Saint-Pey-d’Armens, Vignonet og Saint-Sulpice-de-Faleyrens.

Union de Producteurs de Saint-Émilion producerer i dag vin fra mere end 800 hektar vinmarker i Saint-Émilion, hvilket er lidt mere end 12% af hele produktionen i AOC Saint-Émilion. Vinene markedsføres under en lang række navne, både som slotsvine og vine, som blot sælges under et navn/brand, som fx denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru. Omkring 56% af produktionen betegnes som slotsvine.

Der laves omkring 5 millioner flasker vin på kooperativet … og ikke mindre end 8.000 flasker i timen. Bare i perioden 2000-2003 investerede kooperativet 15 millioner €, så der er tale om en virkelig stor forretning.

Nå, men denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc. Hoveddruen er Merlot og årgang 2007 er nok en af de ringere årgange de seneste år.

I næsen er der solbær, fin tørhed, let muldjord, lidt eucalyptus og mynte, champignon, men syren virker lidt skarp, ung og indelukket. I munden er vinen stram, syrlig … nærmest med ribs voldsomme og sure tanniner … virkelig en stram tante. Det er sgu ikke lige mig.

Forhandles forskellige steder, og også set i supermarkeder, pris omkring 99 kr.

Rating 3/7 

Skriv et svar