Endelig … vejs ende, ovre, slut … sidste vin i retro-fortællingen om Viña Santa Rita, nummer 8 ud af 8 i form af denne Medalla Real Pinot Noir, som i modsætning til de øvrige 7 vine ikke er lavet med druer fra Maipo Valley, men derimod fra Leyda Valley.
Vinmarkerne ligger mellem San Antonio og Leyda, og det er en kende mere mod øst end ved selve vingården i Maipo Valley … vel omkring 60 kilometer og dermed ganske tæt på havet … alene små 5-10 kilometer fra Stillehavet.
Dermed også et klima, som er langt bedre til den følsomme Pinot Noir. Afkølingen fra Stillehavet, med den kolde Humboldt strøm, giver ganske særlige vækstbetingelse og giver Pinot Noir vine i ”cool climate” stil.
Druerne er høstet i løbet af de sidste to uger af marts, udblødes derefter i en uge og gærer så ved 28 grader. Efter macerationen overføres vinen til brugte franske egetræstønder og lagrer 9 måneder.
Vinen er lavet af Andrés Ilabaca Andoni, som tidligere har arbejdet på Domaine de Cousergues i Bézier samt Blanquette de Limoux i Limoux. Derudover har han arbejdet i Toscana gennem en del år.
Men “cool climate” … ved jeg nu ikke helt. Vi er sgu langt væk fra europæisk elegance. I glasset er vinen også ganske mørkere end vi normalt ser Pinot Noir. I næsen er det første klare indtryk en omgang bitre kirsebær, igen blæk, masser af kantet kraft, kolde fliser i et slagtehus, røg, vanilje sammen med grønne urter.
I munden mangler den europæiske elegance. I stedet får du godt med peber, krydderier samt syre og mørke bær. Det bliver samtidig lidt vandet og bittert. Slet ikke mig.
Kan nogle gange findes på tilbud i supermarkeder, set bl.a. til 129 kr. for 2 flasker.