2013 Domaine Roux Pere & Fils, Puligny Montrachet Les Enseigneres, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Roux Pere & Fils, Puligny Montrachet Les Enseigneres, Bourgogne, FrankrigMed tillægsord som utrolig, absurd god, overbevisende – måske endda svimlende – var denne flaske Puligny Montrachet Les Enseigneres fra vinhuset Domaine Roux Pere & Fils en eminent start på den officielle del af byggemødet … aka. vinaftenen for rigtige mænd.

Og lad os endelig lige først komme lidt omkring vinhuset. Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som ligger på adressen Rue des Lavières ved bjergene i den lille by Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne.

Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at overtage faderen Fernand Roux’s vingård med 4 hektar vinstokke og hengive sig til vinproduktion.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtog driften, så var gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden voksede fortsat løbende, bl.a. kom Christians brødre også med i foretagendet … Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. Løbende har familien også efterfølgende investeret i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne er også gennem årene blevet yderligere forbedret.

I 1990 opførte brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skulle opfylde det stigende produktionskrav, og det betød også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – blev udvidet med en moderne kælder, der rummer yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation, nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med faderen Christian – driver de nuværende 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise. De 65 hektar er meget i Bourgogne … og gør også, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’Or i Frankrig.

Denne Puligny Montrachet Les Enseigneres er selvfølgelig 100% Chardonnay, og druerne selvfølgelig fra marken Les Enseigneres. Druerne høstes manuelt og fermenteringen foregår helt traditionelt på egefade, hvoraf 30-35% er nye. Den efterfølgende fadlagring strækker sig over 12-14 måneder inden aftapning på flaske.

Og hvilken herlig aroma … faktisk er vinen meget aromatisk med blomster, appelsinskal, vanilje, fadnoter, hyld, smør, marcipan, nødder, mandler samt nærmest lidt skaldyr eller muslinger. Virkelig lidt en oplevelse. I munden har vinen nærmest lidt noter fra nødder og er ellers cremet, blød, fyldig med appelsin – men selvom der ikke er så megen syre, så bliver smagen aldrig for fed … men er elegant og med en superfin balance.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 389 kr.

Rating 6/7  

Skriv et svar